G:talks
G:Talks med Nils Gisli handler om det, der sker, når man tør handle på sine drømme.
Nils er præstations- og mentaltræner og forfatter til bogen Udlev Drømmen, og hver uge møder han mennesker, der har skabt den virkelighed, de brænder for.
Musikere, iværksættere, tidligere elitesportsfolk, sexologer, talentudviklere. Gæster med vidt forskellige historier, men ét fælles træk: De har taget aktivt stilling til deres mål og drømme.
Samtalerne handler om rejsen. Om de valg, der ændrede kursen. Om at gribe muligheder, eller skabe dem selv. Om barnedrømme der blev til virkelighed, og tilfældigheder der blev til karrierer.
Episodes

2 hours ago
2 hours ago
I denne episode taler jeg med Brian Holm - murer fra Amager og senere professionel cykelrytter. En mand der ikke voksede op med store drømme, men som greb de muligheder, der opstod - og gjorde alt, hvad han kunne, for at få det maksimale ud af dem.
Vi taler om opvæksten på Amager, om en barndom hvor man ikke nødvendigvis drømte stort, og om hvordan hans far skaffede ham en læreplads som murer i den tro, at det var det bedste for ham. Noget Brian først langt senere forstod baggrunden for.
Vi taler om vejen ind i cykelsporten på et tidspunkt, hvor det ikke var en oplagt karrierevej, om at arbejde hårdt, tage chancer og acceptere nederlag - velvidende at man gjorde sit bedste.
Samtalen bevæger sig også ind i det mentale. Om hvorfor det er vigtigt at have et hvorfor, og om et simpelt spørgsmål, der kan ændre din måde at håndtere pres på: Hvad ville Clint Eastwood have gjort? Bevar roen. For mister du fatningen, begynder du at råbe. Og begynder du at råbe, har du tabt.
Vi taler om fejl, om at sætte en udløbsdato på sine problemer, og om at omgive sig med mennesker, der gør en bedre og trækker en i den rigtige retning.
Og så deler Brian historien om det voldsomme styrt, hvor han fik dobbelt kraniebrud, lå i koma i tre dage og modtog den sidste olie af en katolsk præst, fordi man troede, han var så godt som død - og alligevel endte med at sætte sig op på cyklen igen kort tid efter.
Lyt med i denne episode, hvor vi taler om mål, modgang og det at udleve drømmen - også når den ikke starter som en drøm.

Thursday Apr 30, 2026
Thursday Apr 30, 2026
Mange bliver skilt. Mange bor alene. Og alligevel er drømmen om en partner og en familie stadig en af de største, vi har.
Så hvad gør vi… hvis vi faktisk gerne vil udleve den drøm?
I denne episode taler jeg med Joan Ørting - en af Danmarks mest markante stemmer inden for kærlighed, sex og relationer. Hun har i mange år arbejdet med parforhold og uddannet sexologer, og hun er ikke bange for at sige tingene, som de er.
Vi taler om maskuline og feminine energier, om ærlig dialog og om det, hun kalder PUS - partnerudviklingssamtaler. Et værktøj inspireret af MUS fra erhvervslivet, hvor man sætter sig ned og taler om relationen, behov og udvikling.
For hvis vi kan udvikle os på arbejdet… hvorfor gør vi det så ikke i vores relationer?
Episoden udkommer den 30. april 2026 - dagen før Joan holder sit sidste foredrag og lukker sin uddannelse og sit sted på Christianshavn efter mange år. En drøm hun selv har udlevet.
Lyt med i denne episode, hvor vi taler om, hvordan vi bliver bedre til at udleve drømmen om et stærkt og ærligt forhold.
Tak til Joan for en ærlig og nærværende snak, for alt det hun har sat i gang i Danmark gennem tiden - for at have været med til at åbne samtalen om seksualitet, relationer og kærlighed i tv, aviser og senere på nye platforme - og for de mange sexologer hun har uddannet, som nu bærer arbejdet videre og er med til at skabe endnu mere åbenhed, forståelse og mod til at tale om det, der betyder allermest.

Thursday Apr 23, 2026
Thursday Apr 23, 2026
Hvad drømmer du egentlig om… hvis du ikke må svare “at være lykkelig”? Og hvad står der på din bucket list, som du aldrig har sagt højt? Måske endda den der mærkelige drøm, som ikke giver mening - men som alligevel bliver ved med at dukke op.
I denne episode taler jeg med Nicolas Kaiser fra Drømmeholdet på DR P3 - programmet der forsøger at opfylde danskernes drømme. Fra de skæve og spontane til de helt store og livsændrende.
Vi taler om, hvor ideen kom fra, hvorfor programmet næsten fik et helt andet navn, og hvordan man hjælper mennesker med at finde ud af, hvad de egentlig drømmer om. For hvad gør man, når folk siger, at de ikke har nogen drømme?
Samtalen bevæger sig fra impulstrømme og bucket lists til frygten for at fejle - og frygten for succes. Om hvorfor penge sjældent er drømmen i sig selv, og hvordan drømme kan være både små, store og alt det midt imellem.
Lyt med i denne episode, hvor vi taler om at finde, forstå og udleve drømmen.

Thursday Apr 16, 2026
Thursday Apr 16, 2026
Er det i virkeligheden ikke os selv, der holder os tilbage?
I denne episode møder du Anné Kanst og Heidi Lis Poulsen - to kvinder med vidt forskellige baggrunde, men med en fælles mission: at få flere til at tage ansvar for deres egne valg og turde udleve drømmen. Fra ledelse i youSee og iværksætteri til 22 år i politiet og jagten på kriminelle i tv-programmet 'Jaget Vildt' - de ved, hvad det kræver at handle, når det gælder.
Vi taler om, hvorfor så få kvinder søger lederstillinger, selv når de kan, og hvorfor det ikke kun handler om ligestilling, men om mod, strategi og viljen til at tage plads. Om at bevare sin autenticitet, stå ved sin feminine energi og droppe perfektionismen.
Men samtalen stopper ikke der. For det her handler ikke kun om kvinder. Det handler om os alle. Om frygten for at fejle, om at turde vælge noget til - og noget fra - og om at forstå, at drømme uden en plan bare er en illusion.
Lyt med i denne episode, hvor vi taler om mod, fejl, ambitioner og hvorfor drømme ikke skal drømmes - de skal udleves.


